Bygningskomponentprisen hylder enkeltpersoner og mindre grupper, der med nytænkning, præcision og vedholdenhed har skabt eller videreudviklet bygningskomponenter, som bidrager markant til kvalitet og værdiskabelse i det byggede miljø.
Bygningskomponenter er ofte ubemærkede i det færdige byggeri – men de spiller en central rolle for, hvordan vi kan imødekomme ansvarlige og langsigtede løsninger.
Med prisen ønsker Villum Fonden og VELUX FONDEN at skabe synlighed om den vigtige rolle, bygningskomponenter spiller i forhold til at styrke byggeriets bidrag til miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed.
Det handler om komponenter, der bidrager til lavere ressourceforbrug og længere levetid, til sundere og mere inkluderende rammer for liv – og til løsninger, der er økonomisk ansvarlige både i udvikling og drift.
Hvad er en bygningskomponent?
Bygningskomponenter defineres som delkomponenter, præfabrikeret i en industriel proces som efterfølgende indgår som en del af en bygning. Det kan dreje sig om genanvendte såvel som nye produkter. Bygningskomponenter, der kan komme på tale, skal have et betydeligt dansk islæt – oprindelse, historie, produktion eller på anden vis være forankret i Danmark.
Historien bag bygningskomponentprisen
Bygningskomponentprisen viderefører arven fra VELUX FONDEN og Villum Fondens stifter, Villum Kann Rasmussen – opfinderen og entreprenøren, der med sit virke viste, hvordan teknisk indsigt og nysgerrighed i samspil med industrielle løsninger kan skabe reel værdi i det byggede miljø.